Grov hokkaido tærte med chorizo, majs og feta

Grov tærte med hokkaido græskar, chorizo, majs og fetaMin yndlingssæson er kommet. Efterår. Sæsonen for æbler (æblekage) og andet lækker frugt, varme krydderier, kål og min ultimative favorit: hokkaido græskar. Og så er det den tid, hvor det snart er okay at spise risengrød hver uge - jep kæmpe risengrødsfan her! Nå men græskar er altså i sæson nu, og de er faktisk også ret billige nede i supermarkedet. Jeg købte et økologisk et til 10 kroner i Meny i weekenden. Jeg fik også en kommentar på Instagram den anden dag, hvor der var en af jer, der efterspurgte flere græskaropskrifter. Så til dig - og alle jer andre græskarfans - her kommer endnu en opskrift. Og bare rolig, der skal nok komme flere ;) Hvordan bruger i græskarret? Jeg vil meget gerne inspireres! Denne tærte opstod faktisk, fordi jeg skulle tømme skabene for rester. Jeg havde lidt af hvert, og det blev til denne grove tærte med inspiration fra det sydstatslige køkken. Dejen er sprød, forholdvis grov og fedtfattig, og så er den fyldt med bagte, søde tern af hokkaido, en lille rest af krydret chorizo, søde majs, lidt frisk spinat og saltet feta. Derudover er den krydret med lidt tørret timian, røget paprika og en smule sennep. Jeg skar tærten ud i 4, og så smed jeg 3 af stykkerne i fryseren og havde til 3 x aftensmad på de travle dage. De blev bare lige lunet i ovnen, og så lavede jeg en hurtig salat til. Vild med græskar? Læs også: Græskar bygotto med grønkålschips og hasselnødder / Spicy græskarsuppe / Hokkaido-lasagne med ærter og ost / Grønkålssalat med græskar, feta og tahindressing Grov tærte med hokkaido græskar, chorizo, majs og feta Grov tærte med hokkaido græskar, chorizo, majs og feta

Grov tærte med hokkaido, chorizo, majs og feta (til 4 personer med tilbehør)

  • Dej: Jeg har brugt denne opskrift på dej - men med 90 g mel af hver i stedet for 100
  • Fyld: 350 g øko hokkaido græskar, fri for kerner
  • 50 g chorizo
  • 1 stort løg
  • 1/2 spsk røget paprika + 1/2 spsk tørret timian
  • 1 lille dåse majs, drænet
  • 1 stor håndfuld frisk spinat eller blandede salater
  • 3 æg
  • 1 dl creme fraiche eller mælk
  • 1 lille spsk grovkornet sennep (kan undlades)
  • 50 g feta
  • olivenolie, salt og peber
  Så nemt er det: Start med at skære hokkaido i tern og kom dem så på en bageplade med bagepapir. Vend dem i 1 spsk olivenolie og et drys salt og bag dem ved 180 grader varmluft i cirka 20 minutter, til de er møre. Lav imens dejen og forbag tærtebunden sammen med græskarternene (den skal dog kun have cirka 10 minutter - se opskriften ovenover). Skær chorizopølsen i små tern (sørg for at have fjernet skindet først) og steg det på en tør varm pande, til fedtet frigives. Skræl og skær løg i tynde skiver og steg dem med på panden sammen med paprika og timian. Når løgene er bløde, kan du tilsætte majs og riste det sammen i et par minutter. Vend spinat i til sidst. Pisk æg, creme fraiche/mælk, sennep og et pænt drys salt og peber sammen. Fordel chorizo-blandingen, bagte græskartern og smuldret feta på den forbagte tærtebund. Hæld æggemassen over og bag tærten ved 175 grader varmluft i cirka 30-35 minutter - skru evt lidt ned undervejs eller dæk tærten med staniol, så den ikke bliver for mørk på toppen.