Sunde romkugler med sorte bønner

img_387Sunde romkugler med sorte bønner5Jeg er blevet afhængig. Afhængig af disse alt for lækre romkugler. Jeg bør derfor advare dig allerede nu, for det bliver du formentligt også efter at have smagt dem selv. Jeg siger det bare. Nu er du altså advaret. Jeg har længe haft tanken om at lave romkugler i en sund version - jeg er nemlig ret vild med de klassiske og har fået inspiration fra Emma her. Og jeg delte smagsprøver til alle, jeg kunne komme i nærheden af, så de kunne bekræfte mig i, at de smager ligesom de almindelige, syndige romkugler. Veninder, min roomie, min lettere kræsne søster og den største romkuglefan og -tester, min far, var enige. Jeg vil vove at påstå, at du vil kunne snyde de fleste til at tro, at det er almindelige romkugler. Konsistensen er lidt mindre fast, men smagen er der. Og så består de af lutter sunde ting som sorte bønner, dadler, kokos, kakao og romessens. Næsten for nemt at lave. Bare blende, trille, rulle og så på køl. For ekstra luksus kan du selvfølgelig dyppe i smeltet mørk chokolade, men de er altså også helt fine rullet i kokosmel og frysetørrede bær. Jeg går lige i køkkenet og laver endnu en portion! :P Fan af sundere søde sager? Læs også: Sunde snickers bidder / Peanutbutter bounty barer / Dadelkugler med lakrids Sunde romkugler med sorte bønner Sunde romkugler med sorte bønner Sunde romkugler med sorte bønner

Sunde romkugler med sorte bønner (14-16 små stk)

  • 1 dåse sorte bønner
  • 14 friske dadler, uden sten (juicy dadler)
  • 2 store spsk god kakao
  • 3 spsk kokosmel
  • 2 spsk smeltet kokosolie
  • 1/2 tsk salt
  • 1 tsk romessens
  • pynt: kokosmel, frysetørrede bær etc. 
  Så nemt er det: Start med at dræne bønnerne, skylle dem godt og lade vandet dryppe fra. Kom dem i en foodprocessor eller minihakker og blend med resten af ingredienserne, til du har en ensartet og glat romkuglemasse. Stil massen på køl i et par timer og form derefter kugler. Her kan du dyppe i mørk chokolade og/eller trille i kokosmel, grofthakkede nødder og lignende. Opbevar dem på køl.