Rabarbertærte med frangipane og hvid chokolade

Rabarbertærte med frangipane og hvid chokoladeDet er endelig blevet rabarbersæson, og der er virkelig ikke meget på denne årstid, der smager bedre end dem, hvis du spørger mig. Jeg har allerede en del opskrifter med rabarber på bloggen - dem finder du lige her, men der kan aldrig være for mange opskrifter. Da jeg i sidste weekend var en tur hjemme hos mine forældre og søster (hyggede og fik mors hjemmelavede mad), kvitterede jeg med denne rabarbertærte. Måske I så den på Instagram? Jeg har egentlig taget udgangspunkt i denne opskrift med brombær. Tærten består af en sprød mørdejsbund fyldt med frangipane. Hvis du ikke er stødt på det før, kan jeg fortælle, at det er et simpelt mandelfyld - forestil dig remonce møder finthakkede mandler. GUF! Sammen med de syrligt søde rabarber og store stykker hvid (karamelliseret) chokolade, gik den rent ind hos min familie. Læs også: Kærnemælkshorn med rabarber og marcipan / Rabarberkage med hvid choko, ingefær og kokos / Blondies med rabarber Rabarbertærte med frangipane og hvid chokolade Rabarbertærte med frangipane og hvid chokolade

Rabarbertærte med frangipane og hvid chokolade

  • Bund: 150 g hvedemel
  • 50 g flormelis
  • 75 g koldt smør
  • 1 æggeblomme
  • evt 1 spsk vand
  • Fyld: 80 g blødt smør
  • 80 g mandler
  • 50 g rørsukker
  • 1 vaniljestang
  • 1 æg
  • 75 g hvid chokolade (eller dulcey/karamelliseret hvid choko)
  • ca 200 g rabarber (uden stilk)
  Så nemt er det: Start med at lave bunden ved at røre hvedemel og flormelis sammen i en skål og smuldre det kolde smør i med fingrene. Tilsæt æggeblommen og saml hurtigt dejen med hænderne. Tilsæt evt en spsk vand, hvis det er nødvendigt. Sæt dejen på køl i 30 minutter og rul den derefter ud mellem 2 stykker bagepapir. Kom den over i en tærteform (22 cm, gerne med løs bund eller slip let) - sørg for at den er trykket godt ned i og op af kanterne. Prik bunden nogle gange med en gaffel og bag den i 10 minutter ved 180 grader. Blend mandlerne til fint mandelmel. Halver vaniljestangen, skrab kornene ud og mas det med lidt af sukkeret. Pisk det bløde smør luftigt med al sukker og vanilje og pisk derefter ægget i. Hak chokoladen groft og vend det i æggemassen med mandelmelet. Skær rabarberstænglerne i små stykker på cirka 0,5 cm tykkelse og rør halvdelen i frangipane-massen. Fordel det på den forbagte tærtebund (afkølet i 5-10 minutter) og fordel resten af rabarberstykkerne ovenpå. Bag tærten ved 180 grader i cirka 30 minutter, indtil den er gylden. Frangipanen vil sætte sig helt, når den køler af. Server den lun, gerne med en klat creme fraiche eller en kugle vaniljeis til ELLER iskold fra køl.