Bløde chokoladeboller med kardemomme

ChokoladebollerGlædelig weekend søde læsere! Har I endnu ikke et bageprojekt på programmet? Så læs lige med her. Jeg har haft den største lyst til chokoladeboller i lidt for lang tid. Sådan nogle rigtig bløde nogle, der dufter i hele lejligheden og skal spises med lune med iskoldt (tand)smør. Kender I det? Når man enten falder over en opskrift, eller der popper en ide op i ens hoved, og den slet ikke vil forlade dig igen? Sådan havde jeg det med disse chokoladeboller, efter jeg faldt over disse. Opskriften er derfor også med inspiration derfra i dag. Bollerne her er (lidt for) nemme at lave, og de er helt perfekte til en hyggelig eftermiddag med en kop kaffe, the eller endnu bedre: varm kakao. De er bløde og luftige, let krydrede med kardemomme og fyldt med store stykker mørk chokolade. Og så skal de altså helst spises lune med iskoldt smør. Bollerne er dog også stadig helt fine dagen efter og kan derefter lunes i ovnen for et frisk(bagt) pust. De er også fryseegnede - jeg har smidt resten af mine i fryseren, klar til at tage op og lunes i ovnen ved akut chokoladebolle-trang ;) Læs også: Koldhævede choko-bananboller / Scones med chokolade Chokoladeboller Chokoladeboller Chokoladeboller

Bløde chokoladeboller med kardemomme (10 boller)

  • 30 g gær
  • 1,5 dl lunkent vand
  • 2 spsk sukker
  • 2 tsk stødt kardemomme
  • 1 lille tsk salt
  • 1 æg + 1 mere til pensling
  • 50 g blødt smør
  • 2,5 dl cremefraiche (18%)
  • ca 450 g hvedemel (du kan sagtens erstatte 100 g med fuldkornsmel - det gjorde jeg)
  • 125 g mørk chokolade
  Så nemt er det: Start med at røre gær ud i det lunkne vand i en stor skål. Tilsæt sukker, salt og kardemomme og rør derefter 1 æg, blødt smør og cremefraiche i. Hak chokoladen groft og vend det med 1 stor spsk af melet. Rør resten af melet i skålen lidt ad gangen, til al mel er optaget og rør til sidst chokoladen i - gerne med en ske eller i røremaskine, så varmen fra dine hænder ikke smelter chokoladen. Dæk skålen med et viskestykke og lad dejen hæve et lunt sted i 45 minutter. Kom dejen ud på et meldrysset bord, del den i cirka 10 stykker og form dem til runde boller. Placer bollerne tæt ved siden af hinanden (1-2 cm mellemrum) på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve under et viskestykke i 30 minutter. Pensl bollerne med et sammenpisket æg og bag dem ved 180 grader varmluft i cirka 15-18 minutter nederst/midt i ovnen. Skru ned, hvis bollerne bliver for mørke undervejs. Lad dem afkøle en smule på en bagerist.