Grove vafler med gulerødder, persillehummus og ovnbagte rodfrugter

Grove vafler med hummus og rodfrugterLæste du BT i søndags eller har du været forbi min facebook eller instagram? Så ved du nok godt, at jeg er startet som BT's nye grøntsagskok! Jubii. Jeg har glædet mig meget til at dele både nyheden og opskrifterne med jer og tænker, at jeg hellere må fortælle lidt mere om det. Jeg kommer, i selskab med 3 andre: en slagter, en bager og en dessertkok, til at skiftes om at afholde madskole hver søndag. Det vil sige, at jeg hver fjerde søndag deler en opskrift med fokus på grøntsager, samt hvordan vi kan inkludere flere grøntsager i vores måltider. Til de nysgerrige og interesserede kan jeg fortælle, at mine næste 3 opskrifter kommer henholdsvis den 26. marts, 23. april og 21. maj i BTs søndagsavis eller på deres hjemmeside. Læs også: Gulerodskage-pandekager / Bananvafler / Glutenfrie spinatvafler Grove vafler med hummus og rodfrugter Første opskrift fra i søndags består af disse grove gulerodsvafler med persillehummus og ovnbagte rodfrugter. Indtil for nyligt har jeg set vafler som noget sødt og syndigt, men efter jeg fik mit nye vaffeljern i julegave, er jeg begyndt at lave en masse grove og sunde (belgiske) vafler. Vaflerne her er derfor et forsøg på at få en masse grøntsager proppet ind i én ret, uden at det bliver for grønt eller kedeligt. Forhåbentligt også noget, børn vil synes er lækkert. Selve dejen består blandt andet af fuldkornsmel, havregryn og groftrevne gulerødder, og så er de toppet med persillehummus og ovnbagte rødbeder og pastinakker vendt i garam masala krydderi. Der bliver formentlig både overskud af hummus og vafler i opskriften, men de er altså også virkelig geniale at have med som rester til frokost eller madpakke dagen efter.

TIPS:

  • Vaflerne er sprøde, lige når de er blevet bagt. De forbliver dog ikke sprøde som mange almindelige søde vafler, men du kan nemt lune dem i ovnen for at få dem sprøde igen.
  • Hvis du har rester af vafler, kan du smøre dem med pesto eller hummus og fylde dem med ost, skinke, avocado eller lignende. Klap 2 vafler sammen og brug dem som sandwich.
  • Hvis du ikke har gulerødder kan du i stedet bruge andre grove grøntsager som søde kartofler, broccoli, kål eller rødbeder.
  Grove vafler med hummus og rodfrugter

Grove vafler med gulerødder, hummus og ovnbagte rodfrugter (til 4 personer)

  • 1 kg blandede rødfrugter
  • garam masala, tandoori eller lignende krydderi
  • Hummus: 1 dåse kikærter, drænet
  • et par spsk olivenolie
  • saft fra 1/2 citron
  • 1 stor spsk tahin
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • 1 stor håndfuld frisk persille
  • salt
  • lidt vand
  • Vafler: 1,5 dl hvedemel
  • 1,5 dl fuldkornsmel
  • 1 dl havregryn
  • 4 mellemstørrelse gulerødder
  • 3 dl mælk
  • 4 æg
  • 1 tsk bagepulver
  Så nemt er det: Start med at skrælle rodfrugter og skære dem i tern, tynde stave eller lignende. Fordel dem på en bageplade med bagepapir, vend med et par spsk olivenolie, et pænt drys krydderi efter eget valgt og salt. Bag dem ved 180 grader varmluft i 1 times tid. Lav hummus ved at blende kikærter - fx i en minihakker - med olivenolie, tahin, citronsaft, spidskommen, persille og et pænt nip salt og tilføj vand, til du har en tyk, cremet hummus. Lav vaflerne til sidst: Skræl og riv gulerødderne groft. Vend dem med et nip salt og resten af ingredienserne til dejen. Steg vaflerne sprøde i et vaffeljern penslet med en smule olie. Hvis du bruger et belgisk vaffeljern, bliver der cirka 12 vafler i alt. Server vaflerne med det samme toppet med persillehummus og ovnbagte rodfrugter. Pynt evt med frisk persille.