Annonce

Macarons med kaffe og chokoladeganache

Macarons med kaffe og chokoladeganache
Macarons med kaffe og chokoladeganache 1

Macarons med kaffe og chokoladeganache

Lige siden jeg lavede macarons første gang, har jeg altid haft en ting for dem. Jeg havde før kun smagt dem købt, og det er virkelig en af de ting, der, efter min mening, smager så meget bedre hjemmelavet. Disse macarons med kaffe og chokoladeganache er ingen undtagelse – de minder meget om mine macarons med chokoladeganache, som også er virkelig gode. Og så er de faktisk slet ikke så svære at lave, som jeg frygtede. Og det var ret heldigt, for jeg lavede dem nemlig sammen med mine to søde veninder Anna og Maria sidste weekend.

Vi havde nemlig stimlet sammen for at holde afternoon coffee med kagebord og venindehygge i forbindelse med lanceringen af de tre nye limited edition kaffevarianterParis Macaron med kornnoter og smag af mandel (som jeg brugte til mine macarons med kaffe), Paris Praliné med aroma af ristet hasselnød og sød karamel og den lidt stærkere Paris Black med krydrede noter af træ, korn og nødder.

Macarons med kaffe og chokoladeganache
Macarons med kaffe og chokoladeganache

Afternoon coffee og stop spild af kaffegrums

For en god måneds tid siden fandt vi på, at vi ville afholde en lille afternoon coffee inspireret af afternoon tea. Vi tre piger er nemlig alle ambassadører for Nespresso, og vi mødte hinanden til et afternoon tea event sidste år. Du kender sikkert konceptet fra England, men da jeg er mere kaffe- end thedrikker, så vil jeg lige slå et slag for afternoon coffee konceptet. Eller bare kaf’ og kage som vi nok vil sige i Danmark. Det er bare så hyggeligt. For hvem drikker eftermiddagskaffe uden kage?

Dette indlæg er derfor lige så meget en opfordring til at mødes om kaffe og kage. Om det er et kagebord a la dette eller bare en enkelt kage, så er det bare aldrig en dårlig ide. Sidste weekend mødtes vi derfor med ingredienser til hver vores kage. Det var så hyggeligt at hjælpe hinanden og have venindetid i køkkenet.

Jeg stod for disse macarons med kaffe og chokoladeganache og har i den gode stop-spild-af-kaffegrums-tjeneste brugt kaffegrums fra de brugte nespressokapsler i selve makronerne. Kaffegrumsen giver en dejlig mild kaffesmag og de fineste vaniljelignende prikker. Pænt! Mellem to makroner finder du en trøffelkonsistens af en chokoladeganache lavet på mørk chokolade, fløde, kaffe og et nip salt, der går super godt til de søde macarons med kaffe. Er du mere til hvid chokolade, kan du prøve mine macarons med hvid chokolade og citron.

De to andre piger havde også deres bud på kage til afternoon coffee. Find Marias opskrift på uimodståelige rugbrødslagkage med hvid chokolade-kaffecreme og nødder lige her og Annas opskrift på de lækreste scones med chokolade og kaffeglasur lige her.

Macarons med kaffe og chokoladeganache
Macarons med kaffe og chokoladeganache
Macarons med kaffe og chokoladeganache
Macarons med kaffe og chokoladeganache

Macarons med kaffe og chokoladeganache

5 fra 1 stemme
Antal: 25 stk
Forberedelse30 minutter
Tilberedelse16 minutter
Hviletid30 minutter

Ingredienser

Macarons

  • 300 g flormelis
  • 100 g mandelmel (eller 100 g fint blendede mandler)
  • 25 g kaffegrums (fra brugte kapsler – jeg bruger Variations Paris Macaron)
  • 120 g æggehvider (stuetemperatur)
  • 30 g sukker

Chokoladeganache

  • 125 g mørk chokolade
  • 1 dl piskefløde
  • 1 shot kaffe (Variations Paris Macaron ristretto – svarer til 1/4 dl)
  • 1 nip salt

Noter

Hvis du vil tidsoptimere, kan du lave din chokoladeganache, imens dine ubagte macarons hviler på køkkenbordet. Herefter kan du lade den stivne på køl, imens du bager og afkøler dine macarons. 

Fremgangsmåde

Macarons

  • Pisk æggehviderne luftige og pisk derefter sukker i, til du har en stiv marengs.
  • Brug en lille kniv til at skære toppen af de brugte kaffekapsler op og skrab kaffegrumsen ud.
  • Si flormelis og kaffegrums og vend forsigtigt med mandelmel.
  • Brug en dejskraber til at vende det forsigtigt i de luftige æggehvider, til du har en homogen masse.
  • Kom din marengs i en sprøjtepose med en lille, rund tyl i og sprøjt cirka 50-60 runde cirkler ud på en bageplade med bagepapir. De skal være cirka 3 cm i diameter.
  • Bank pladen ned i køkkenbordet 3 gange for at fjerne eventuelle luftbobler og lad dem så hvile i 30 minutter på køkkenbordet. *Her kan du i ventetiden lave chokoladeganache.
  • Bag dem ved 160 grader over-undervarme i cirka 16-17 minutter.
  • Lad dem køle et par minutter på bagepladen og kom dem herefter, forsigtigt med en palet, over på en rist for at afkøle helt.

Chokoladeganache

  • Lav chokoladeganache ved at varme fløde og kaffeshot op til lige før kogepunktet.
  • Hak chokoladen fint, hæld den varme kaffefløde over og rør rundt til du har en flydende chokoladesauce. Smag til med et nip salt.
  • Lad chokoladeganachen sætte sig på køl i 30-60 minutter.
  • Tag den ud af køleskabet og pisk den luftig – bare 10-20 sekunder.
  • Kom ganachen i en sprøjtepose med tyl i og sprøjt ganache ud på hver anden macaron.
  • Kom de resterende macarons (uden ganache på) oven på og tryk dem forsigtigt sammen.
  • Opbevar dem i en luftæt boks på køl.
Del med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments