Aubergineruller med mozzarella, spinat og tomatsauce

Koldhævede boller med søde kartofler og solsikkekerner

Koldhævede boller med søde kartofler og solsikkekerner
Koldhævede boller med søde kartofler og solsikkekener. Der er altså ikke meget, der slår hjemmebagte boller i weekenden. Gerne koldhævede boller da de er så nemme at lave. Jeg spiser altid havregrød eller skyr med granola i hverdagen, så det er rart at forkæle mig selv med friskbagte boller lørdag og søndag. Har du det også sådan? Jeg har efterhånden en del opskrifter på brød og boller her på bloggen, og da jeg den anden dag havde en rest søde kartofler i køleskabet, der skulle bruges, fik jeg ideen med at komme dem i koldhævede boller. Det var slet ikke nogen dum tanke.

Det er egentligt ikke fordi, at du decideret vil spise bollerne og tænke: Gud det smager da af søde kartofler! De skal mere ses som en variant af gulerodsboller. De søde kartofler rives groft og kommes i dejen, og det giver bollerne en smule sødme og holder dem fugtige i længere tid. Derudover har jeg brugt fuldkornsmel, så de mætter længere og solsikkekerner for knas. Disse boller med søde kartofler er koldhævede, hvilket gør det nemt at smække dejen sammen om aftenen og bage boller næste morgen. De bliver dejligt sprøde udenpå og saftige indeni.

Andre lignende bolle-opskrifter: Nemme, æltefrie boller / Koldhævede gulerodsboller / Valnøddeboller / Spinatboller med hytteost / Koldhævede mysliboller

Koldhævede boller med søde kartofler og solsikkekerner Koldhævede boller med søde kartofler og solsikkekerner

Koldhævede boller med søde kartofler og solsikkekerner (10 stk)

  • 12 g gær
  • 5 dl koldt vand
  • en mellemstørrelse sød kartoffel (cirka 225 g), groftrevet
  • 1 spsk honning
  • 8 g fint salt
  • 3 dl groft mel (fx grahamsmel eller fuldkornsmel)
  • ca 8 dl hvedemel
  • 1 dl solsikkekerner

 

Så nemt er det: Start med at opløse gær i det kolde vand. Tilsæt salt, honning, solsikkekerner og groftrevne søde kartofler – jeg bruger en røremaskine. Tilsæt groft mel og derefter hvedemelet lidt ad gangen. Ælt et par minutter. Dejen skal være lidt klistret men ikke flydende. Dæk skålen med et vådt viskestykke eller låg og sæt den på køl natten over.

Næste morgen: klat bollerne op på en bageplade med bagepapir. Du kan evt pensle med mælk/pisket æg og drysse med kerner. Lad dem efterhæve imens ovnen varmer op til fuld skrue over-undervarme (min er 250 grader). Når ovnen er varm, skal du skrue ned på 220 grader, komme bollerne ind og bage dem i 20-25 minutter.

 photo Signature_zpsd4755eed.jpg
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Aubergineruller med mozzarella, spinat og tomatsauce