Madplan: Hverdagsmad med ekstra grønt

Spinat galette med soltørrede tomater, pesto og gedeost

Galette med spinat, soltørrede tomater, pesto og gedeostSpinat galette med soltørrede tomater, pesto og gedeost. Hvis du endnu ikke har krydset veje med en galette før, så er det kun på tide. Galetten er en fransk og lidt mere rustik tærte, hvor du folder kanterne op omkring i stedet for at bruge en tærteform. Det er en del nemmere, kræver mindre opvask og er lige så god og lækker som en tærte. Måske lidt en krydsning mellem en pizza og en tærte. Dej som en pizza (i hvert fald min version) og fyldt som en tærte. Du kan også lave den på en tærtedej, men jeg er ret vild med den lidt mere fedtfattige og sprøde version som her. Jeg har lavet dem med min søde veninde Maria, der har den fine blog marialottes.

Denne version af den franske galette er som sagt lavet på en grov pizzadej på ølandshvede. Og så er den fyldt med masser af spinat, soltørrede tomater, pesto og en af mine yndlings: gedeost. Pestoen og de soltørrede tomater giver en god umami-smag, så du ikke føler, at du mangler kød. Hvis du ikke er til gedeost, kan du sagtens bruge feta, mozzarella eller lignende i stedet. Nååh ja, og så kan den, fuldstændig ligesom tærte, også fyldes med alt, hvad du har i køleskabet. Du kan sagtens bruge denne som en basisopskrift. Ps. de er fryservenlige, så lav endelig en stor portion!

Læs også: Grov galette med porrer, bacon og ost / Galette med svampe, feta og laks / Tomatgalette med frisk timian, vesterhavsost og pinjekerner / Små galetter med fyld

Galette med spinat, soltørrede tomater, pesto og gedeostGalette med spinat, soltørrede tomater, pesto og gedeost

Spinat galette med soltørrede tomater, pesto og gedeost (6 stk)

  • Dej: 15 g gær
  • 1 spsk olie
  • 2,5 dl lunkent vand
  • 1 spsk groft salt
  • 200 g ølandshvede
  • 200 g hvid hvede eller hvedemel
  • Fyld: 2 løg
  • 250 g frisk spinat
  • 15 soltørrede tomater
  • 2 æg
  • 1 stor spsk pesto
  • 1 gedeost-rulle
  • olivenolie + salt og peber

 

Så nemt er det: Start med at lave dejen ved at røre gær ud i vandet, gerne i en røremaskine. Rør olie, salt og ølandshvedemel i. Ælt hvedemelet i lidt ad gangen og ælt dejen i 5 minutters tid. Lad den hæve lunt i 1 time under et klæde.

Forbered fyldet ved at skrælle løg og skære dem ud i fine strimler. Steg dem på en pande med 1 spsk olivenolie og et pænt drys salt, til de er bløde. Skyl spinat og kom det på panden. Lad det falde sammen. Hak soltørrede tomater og kom det på panden også.

Pisk æg, pesto og lidt salt og peber sammen. Skær gedeost-rullen i tynde skiver. Del din dej i 6 stykker og rul dem ud til tynde cirkler (så runde som muligt – ca et par mm tykke) på et meldrysset bord. Kom et par spsk fyld i miden af hver, top med et par skiver gedeost og fold kanterne ind over, så du stadig kan se lidt af fyldet i midten.

Flyt dem over på en bageplade med bagepapir og fordel æggemassen med en ske ned i galetterne. Bag dem ved 180 grader varmluft i 20-25 minutter. Spinat galette kan både spises varm og kold.

 photo Signature_zpsd4755eed.jpg

2 kommentarer

  • Tak for inspiration til at lave min(e) galette af lidt grovere mel næste gang, og til at lege lidt mere med formatet, Anna.
    Jeg synes det er en skøn spise, måske især fordi de ikke behøver at være så perfekte i udtrykket 😉

    Hilsen La Cucina NADA

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Bartels

      Hvor er du bare sød Nada!
      Jeg er helt enig – galetter er bare super til mange ting. Rustik mad, tøm køleskabet og meget mere.
      Jeg er glad for, at jeg kunne inspirere lidt 🙂
      Kh Anna

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Madplan: Hverdagsmad med ekstra grønt