Madplan: Krydret og varmende hverdagsmad

Madmuffins med gulerødder, kerner og feta

Madmuffins med gulerødder, kerner og feta

Madmuffins med gulerødder, kerner og feta. Nogle af de opskrifter, I efterspørger allermest, er faktisk inspiration til madpakken. Og det kan jeg virkelig godt forstå! I de næste måneder spiser jeg faktisk i kantinen på min praktikplads, så jeg skal (heldigvis) ikke tænke på det. Men på alle andre tidspunkter på studiet, så kan en god madpakke altså bare redde dagen. Den kan være det, der gør, at man kommer lidt nemmere igennem undervisningen. Tanken om, at der venter noget godt. Og jeg kan forestille mig, at alle, både børn og voksne, har det sådan. Derfor får I en opskrift i dag, der er perfekt til fryser og madpakke.

Den står på madmuffins, og det er faktisk en super god basisopskrift, for du kan variere den i så mange versioner. Jeg har lavet mine med gulerødder, solsikkekerner og hørfrø. Jeg har brugt æg og cremefraiche, der gør dem dejligt fugtige, og så en kombi af hvede, fuldkornsmel og havregryn, der får dem til at mætte lidt længere. De er krydrede, så de har masser af smag og fyldt med kryddermarineret feta også. Det er ret guf, ret sundt, virkelig nemt og helt perfekt til fryseren også. Klar til at tage op til de travle dage, til madpakken eller som en sund eftermiddagssnack.

Læs også andre til madpakken: Madpakkesalat med alt godt / Grove pølsehorn med gulerødder og kerner / Boller med oliven og soltørrede tomater / Pirogger med karry-kål og gulerødder / Morgenmadsmuffins med banan og mysli

Madmuffins med gulerødder, kerner og feta

Madmuffins med gulerødder, kerner og feta

Madmuffins med gulerødder, kerner og feta (10-12 stk)

  • 350 g gulerødder (eller søde kartofler, rødbeder eller lignende)
  • 1 tsk fint salt
  • 1 dl kerner eller frø (jeg brugte sorte sesamfrø, solsikkekerner og hørfrø)
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 dl havregryn
  • 1 dl hvedemel
  • 1 dl fuldkornsmel
  • 1 tsk valgfrit krydderi (jeg brugte en hvidløg-chili-paprika-blanding a la dette)
  • 1/2 dl olivenolie (eller olie fra den marinerede feta, hvis du bruger det)
  • 1,5 dl cremefraiche
  • 2 æg
  • 75 g feta (jeg har brugt marineret feta, da det giver en god smag)

 

Så nemt er det: Start med at skrælle gulerødder og rive dem groft. Vend dem med salt, bagepulver, kerner, krydderier, havregryn og begge slags mel. Rør derefter olie, cremefraiche og æg i. Rør til sidst tern af feta i forsigtigt.

Kom dejen i muffinforme og bag ved 180 grader varmluft i cirka 20-25 minutter. Kom endelig resterne i fryseren, klar til at tage op til madpakken.

 photo Signature_zpsd4755eed.jpg
   

6 kommentarer

  • Ina

    Hej
    Hvor ser de lækre ud 👌🏻 Kan jeg mon erstatte havregryn og mel med hjemmelavet mandelmel?
    Mvh. Ina

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Bartels

      Tusind tak Ina – de blev faktisk virkelig gode!
      Det er et virkelig godt spørgsmål. Altså de vil klart mætte en del mere, hvis du kun bruger mandelmel.
      Men umiddelbart tror jeg egentlig ikke, at det vil være et problem.
      Hvis det er fordi, at du vil undgå gluten, kan du måske køre halv mandelmel og halv glutenfri havregryn/glutenfrit mel a la kikærtemel eller sådan 🙂
      Skriv endelig hvad du finder på!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebecca

    Hej Anna,
    Ser så lækkert ud – har købt ind til det, men selvfølgelig havde de ikke muffinsforme… er dejen meget tynd eller ville man godt kunne lave dem som boller uden forme..?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Bartels

      Hej Rebecca.
      De er også ret gode! Jeg tænkte faktisk den samme tanke, da jeg skulle lave den. Men dejen er simpelthen nok for tynd.
      Jeg vil anbefale dig at købe nogle muffinforme, da det ellers vil flyde ret meget ud…
      Skriv endelig hvad du finder på/hvad du synes 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebecca

    Mhhh de smager bare vildt godt!!! Men er ikke helt sikker på de blev helt færdigbagte indeni, selvom de fik over 10 minutter ekstra, de er i hvert fald meget sticky indeni og nægter at slippe muffinformene – tror måske jeg skal prøve at købe nogen højere muffinsforme næste gang! Men virkelig god smag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Bartels

      Ih det er dejligt at høre, at du var vild med smagen Rebecca!
      Mine var ret svampede indeni, men de var ikke klæg/ubagte. Jeg brugte nogle ret billige muffinforme først gang og nogle silikone-nogle anden gang, og de fungerede begge super. Ellers kan man overveje at smøre formene lidt, hvis det er.
      Bagetiden kan godt afhænge lidt af størrelsen på formen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Madplan: Krydret og varmende hverdagsmad