Inspiration til sommerens picnic: Mad til at tage med / luksus madpakke

Hjemmelavet lemon curd

Hjemmelavet lemon curdJeg tjekker lige ind mellem ferierne. Her er lidt stille på bloggen i denne periode – det betyder ikke, at jeg ikke laver mad, men jeg holder halv ferie fra blog og vender stærkt tilbage efter ferien. Det er kun anden gang i mit liv, at jeg laver hjemmelavet lemon curd. Og begge gange har jeg tænkt på, hvorfor jeg ikke laver det oftere. For det smager jo helt afsindigt godt og er faktisk også rimelig nemt og hurtigt at lave. Derudover kan lemon curd spises til, på og i det meste som eksempelvis smurt på brød og pandekager, lagkager eller tærter eller som topping på is, grød og meget mere. Se forslag nedenunder.

Hvis du aldrig har smagt lemon curd før, kan jeg fortælle dig, at det er en blød, syrlig-sød citroncreme, der primært laves på sukker, citronsaft + skal, smør og æg. Og du kan helt sikkert også bruge andre citrusfrugter som appelsin eller lime i stedet for citron. Den smager virkelig meget bedre end den, du kan købe. Jeg laver min med en anelse mindre sukker i, da jeg godt kan lide en smule mere syre. Lige netop denne lemon curd er faktisk brugt til noget – hvis du følger med på Instagram (@annabartels) under stories, så ved du nok, hvad jeg taler om. Ellers må du jo vente i spænding. Opskrift kommer snart! 😉

Ps. jeg undskylder for de ikke så insta-venlige billeder. Jeg var på besøg hos mine forældre og måtte gøre brug af, hvad der nu var. Smagen fejler dog intet!

Her kan du fx bruge lemon curd: bananvafler / Cheesecake / Panna cotta med karamel / Swirled i en islagkage med browniebund / Smurt mellem pandekagelagkagebunde eller traditionelt med scones og flødeskum som i England Hjemmelavet lemon curd

Hjemmelavet lemon curd (et stort glas)

  • 1,75 dl citronsaft (cirka 3-4 citroner)
  • skal fra 2 øko citroner
  • 135 g sukker
  • 2 æg
  • 2 æggeblommer
  • 15 g majsstivelse
  • 50 g blødt smør

 

Så nemt er det: Start med at komme citronsaft, -skal og sukker i en gryde. Kog det op til kogepunktet, lad det afkøle i 5-10 minutter og si skallen fra. Kom letpiskede æg og æggeblommer i en anden gryde. Opløs majsstivelsen i 1-2 spsk vand og kom det ned til æggene sammen med citronsiruppen. Opvarm curden ved middelvarmen under konstant omrøring, til curden tykner – det sker lige før kogepunktet.

Tag gryden af varmen og rør tern af smør i. Kom lemon curden i en beholder, dæk den med film på toppen – helt ned til curden, så den ikke danner skind. Lad den afkøle ved stuetemperatur og opbevar den derefter på køl med tætsluttet låg.

 photo Signature_zpsd4755eed.jpg
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Inspiration til sommerens picnic: Mad til at tage med / luksus madpakke