Ovnbagte fyldte kartofler med hytteost, persille og cheddar

Svampet banankage med kaffe-mascarpone creme

Banankage med kaffe-mascarponeÅrh hvor ville jeg ønske, at der ventede et stykke af denne kage til mig i køleskabet! Det gør der desværre ikke, men jeg har til gengæld en kæmpe fødselsdagsbrunch for min søster med hele familien og lækker mad at se frem til i morgen. Det var også min søster, der kom forbi min lejlighed for et par weekender siden, og der ville jeg forkæle hende og bage en kage til aftenhyggen.

Ideen til kagen, eller rettere sagt til toppingen, har jeg fra New York, hvor vi fik det lækreste stykke bananbrød med en pisket kaffe-mascarponecreme ovenpå. Det var så godt, at jeg MÅTTE prøve det af herhjemme også. Selve kagen er en svampet banankage, og så toppes den med den cremede, så lækre og lidt afhængighedsdannede (hvis du spørger mig) mascarponecreme rørt med kaffe og fintrevet appelsinskal. Og så drysset med masser af ristede hasselnødder på toppen. Jeg er fuldstændig vild med den kombinationen, og det er sådan en kage, du sagtens kan lave dagen før – den bliver faktisk næsten kun bedre af at stå på køl. God fornøjelse og weekend til jer derude 🙂

Læs også: Groft bananbrød med peanutbutter-swirl / Banankage med chokolade og mandler / Koldhævede choko-bananboller 

Banankage med kaffe-mascarpone Banankage med kaffe-mascarpone Banankage med kaffe-mascarpone

Banankage med kaffe-mascarpone creme (til 8-10 personer)

  • Kage: 120 g sukker
  • 3 æg
  • 1/3 tsk vaniljepulver eller korn fra 1 vaniljestang
  • 80 g smør
  • 100 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 nip salt
  • 3 modne bananer, mellemstørrelse
  • Topping: 200 g mascarpone
  • 1 lille shot stærk kaffe (kold, ca 1/3 dl)
  • 1 stor tsk flormelis
  • fintrevet skal fra 1 øko appelsin eller citron
  • 1 håndfuld hasselnødder

 

Så nemt er det: Start med at piske æg, sukker og vanilje til en luftig æggesnaps. Smelt imens smørret, lad det køle lidt af og pisk det langsomt i æggesnapsen. Bland hvedemel, bagepulver og salt, si det i æggemassen og vend det forsigtigt rundt med en dejskraber, til al mel er blandet godt ind i dejen. Mos bananerne med en gaffel og vend også disse i dejen.

Beklæd bunden af en springform (helst 18 cm, men 20 er også okay) med bagepapir og smør/spray siderne en smule. Hæld dejen i formen og bag ved 175 grader i cirka 35 minutter – hvis kagen bliver for mørk på toppen, kan du dække den med staniol. Tjek med en stegenål om kagen er gennembagt og lad den så blive helt kold.

Rist nødderne i ovnen ved 175 grader i 6-8 minutter og nulr efterfølgende skallen af med fingrene. Hak nødderne meget groft. Pisk mascarpone, kold kaffe, fintrevet appelsin/citronskal og flormelis sammen til en tyk creme og fordel den på den kolde kage. Top med grofthakkede hasselnødder og opbevar gerne på køl.

 photo Signature_zpsd4755eed.jpg
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ovnbagte fyldte kartofler med hytteost, persille og cheddar