Lun spidskålssalat med æble, dadler, mynte og sesamfrø

Rabarbersnitter med hvid chokolade

Rabarbersnitter med hvid chokolade photo IMG_9973_zps7jp2llzs.jpgJeg har i længere tid gået og ventet på, at der fra rabarberplanten ude i haven skulle vokse nogle fine, røde rabarber op, og da de endelig var klar til at blive plukket, smuttede jeg i køkkenet med det samme. Jeg havde nemlig i flere måneder gået og ventet på at udføre den ide, der blev ved med at poppe op inde i hovedet. Opskriften til bundene er inspireret af Mette Blomsterberg, men jeg havde en tanke om at lege lidt med den klassiske hindbærsnitte og gøre den endnu mere sommerlig.

Snitterne er egentlig, som du kender dem. Og så alligevel ikke. Sprøde mørdejsbunde smurt med et lag hjemmelavet rabarberkompot, med masser af vanilje selvfølgelig, imellem og toppet med smeltet hvid chokolade og frysetørrede hindbær (og ja det burde have været frysetørrede rabarber, men dem kunne jeg selvfølgelig ikke lige finde, da jeg pludselig opdagede, at de ikke stod i skabet, som jeg havde troet… 😛 ). De smager af sol og sommer, og så er de faktisk lige så gode efter i nat på køl, hvor chokoladen stivner og rabarbersmagen trænger endnu mere igennem.

I må have en rigtig dejlig søndag! I aften smutter jeg en tur til Budapest med min far, og jeg glæder mig til at vandre byen tynd og spise en masse god mad – husk at du kan følge med på Snatchat (anna-mad) eller på Instagram her.

Rabarbersnitter med hvid chokolade photo IMG_9949_zpst6qqqzbw.jpg
Rabarbersnitter med hvid chokolade photo IMG_9975_zpswh3morxa.jpg

Rabarbersnitter med hvid chokolade (cirka 8 stk)

  • 6-8 stængler rabarber
  • 2 spsk vand
  • 3 spsk sukker
  • 2 vaniljestænger
  • 250 g hvedemel
  • 60 g flormelis
  • 150 g halvblødt smør
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 spsk koldt vand
  • 100 g hvid chokolade
  • evt. frysetørrede rabarber/hindbær

 

Så nemt er det: Start med at fjerne enderne fra rabarberstilkene og skære dem i små stykker. Halver den ene vaniljestang, skrab kornene ud og kom dem i en gryde sammen med den tomme stang, rabarber, vand og sukker, og lad det simre under låg, til du har en tyk kompot. Det tager cirka 10 minutter. Stil kompotten på køl.

Lav nu dejen ved at halvere den anden vaniljestang, skrabe kornene ud og mase det med en smule flormelis. Bland det med den resterende flormelis, hvedemel og bagepulver og ælt smørret i med hænderne, til dejen netop hænger sammen. Ælt så hurtigt vandet i og sørg for at røre så lidt som muligt ved dejen. Stil dejen på køl i en halv time.

Rul dejen ud til et rektangel på cirka 20 x 30 cm – jeg synes, at det er nemmest mellem 2 stykker bagepapir. Skær rektanglet i 2 lige store, aflange stykker og skær evt siderne lidt til, hvis du vil have dem akkurat ens og lige. Bag bundene ved 200 grader i cirka 12 minutter, til de begynder at blive brune i kanterne og lad dem derefter køle helt af. Smør den ene bund med rabarberkompot (vurder selv om du vil bruge det hele og ellers gem resten til ostemadder eller på morgengrøden) og kom så forsigtigt den anden bund ovenpå. Smelt den hvide chokolade over vandbad, smør det på toppen og drys evt med frysetørrede rabarber/hindbær. Lad chokoladen sætte sig en smule og skær dem så ud i snitter.

 photo Signature_zpsd4755eed.jpg
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lun spidskålssalat med æble, dadler, mynte og sesamfrø