Guide til Thailand

Nemme pølsebrød til hjemmelavede hotdogs

IMG_9520Når det endelig er blevet varmt, solen skinner og grill-sæsonen er igang, så er der altså ikke meget, der slår en vaskeægte omgang hjemmelavede hotdogs. Med friskbagte pølsebrød, grillede pølser, ketchup, sennep og karamelliserede rødløg. Det var min mor, der for et års tid siden fik ideen til at servere karamelliserede rødløg til hjemmelavede hotdogs, og det smager bare sindssygt godt. De søde, bløde løg sammen med den stærke sennep og den syrlige ketchup – og her snakker vi altså om den købte slags ketchup og sennep. Den fejler nemlig absolut intet, hvis du spørger mig 😉

Som sagt, når vi holder sådan en omgang hotdog-fest herhjemme, så bager vi pølsebrødene selv. Og jeg er faktisk blevet overrasket over, hvor nemme de er at lave. Dejen tager ikke mere end højst 10 minutter at røre sammen, og så skal de bare stå og hæve, inden brødene skal formes og kommes i ovnen. Jeg har tilføjet lidt fuldkornsmel i dejen, så pølsebrødene mætter lidt mere. Hvis du også har lyst til at prøve med karamelliserede rødløg på toppen også, så kan du finde en opskrift lige her.

Og når vi nu snakker om hotdogs… Har I nogensinde overvejet, hvor svært det er at tage et pænt billede af sådan en? Det måtte jeg i hvert fald indse efter at have stået i forskellige vinkler, lys og positioner i 5 minutter og slet ikke kunne forstå, hvordan man kan få en hotdog til at se appetitlig ud. Haha. Især med de karamelliserede rødløg på toppen, der jo mest af alt kommer til at ligne snegle 😛 Hvad kommer du på din hotdog?

IMG_1088

Tip: Hvis du ikke har tid til at lade dejen hæve i 2 timer, så kan du bruge 35 g gær i stedet for og halvere den første hævetid.

Pølsebrød til hotdogs (8-10 brød)

  • 2 dl lunkent vand
  • 1 dl yoghurt naturel
  • 20 g gær
  • 1 spsk olie
  • 1 lille æg
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • 150 g fuldkornsmel
  • ca 250-275 g hvedemel

Så nemt er det: Start med at røre gær ud i det lunkne vand og tilsæt olie, yoghurt og æg. Rør godt rundt og tilsæt så fuldkornsmel, salt og sukker, inden du rører hvedemel i lidt ad gangen. Ælt dejen et par minutter, til den er glat og smidig, dæk skålen med et viskestykke og stil den så til hævning i 2 timers tid (se tip ovenover, hvis du ønsker at gøre det hurtigere). Form dejen til 8-10 pølsebrød. De skal være i en tykkelse, der svarer til cirka 2 lillefingre ved siden af hinanden – de hæver nemlig en del. Lad brødene efterhæve i 30 minutter, pensl dem evt med et pisket æg og bag dem ved 200 grader i cirka 12 minutter.

 photo Signature_zpsd4755eed.jpg
   

3 kommentarer

  • Jenny

    Hej Anna, jeg står lige og skal til at bage pølsebrød til min søns fødselsdag… Tror du man kan koldhæve dem, egentlig? Det ville bare passe så meget bedre i planerne, hvis nu dejen blev æltet lørdag aften (med måske 5-10 g. gær), så i køleskab, og så lige ud og formes & bages søndag morgen, og klar til frokost-rykind…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Bartels

      Hej Jenny,
      Ja, det tror jeg sagtens, at du kan!
      Hav en rigtig dejlig fødselsdagsfest – skriv endelig hvordan koldhævningen gik 😉
      kh Anna

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jenny

    Hej Anna, de ser godtnok gode ud! Har du prøvet at koldhæve dem? Jeg står og skal bage til sønnens fødselsdags-frokost, og tænker at hvis nu jeg nøjedes med 5-10 g. gær, så kunne de måske hæve natten over i køleskab. Hvad tænker du?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Guide til Thailand