Grov spinattærte med hytteost og pinjekerner

Kringle med æble-marcipanremonce og rosiner

Kringle med æble-marcipanremonce og rosinerFor mig er der noget nostalgisk ved sådan en rigtig god, gammeldags kringle med snasket remonce og det hele. Det minder mig sådan om min mormor og mange af de gange, jeg har besøgt hende og min morfar. Her bager hun nemlig næsten altid kringle (bortset fra om sommeren når den står på rødgrød med fløde eller om efteråret, når hun laver gammeldags ævlekage selvfølgelig). Hun er virkelig den person, jeg kan takke for min kringle-kærlighed, og opskriften er derfor inspireret af hende i dag.

Det er virkelig svært at gå galt i byen med en kringle som denne. En lækker gærdej med kardemomme fyldt med en seriøst snasket remonce med masser af marcipan, groftrevne æbler og rosiner. Og så er den selvfølgelig toppet med grofthakkede mandler, som bliver dejligt sprøde inden i ovnen. Hvis du spørger min mormor, havde hun nok ikke kommet æble i, men jeg synes, at det giver en god fugtighed til remoncen.  Kringlen er aller bedst på dagen, men den er stadig næsten lige så god dagen efter.

Kringle med æble-marcipanremonce og rosinerKringle med æble-marcipanremonce og rosiner

Kringle med æble-marcipanremonce og rosiner (til cirka 10 personer)

  • dej:
  • 1,5 dl mælk
  • 20 g gær
  • 1 spsk sukker
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 1 drys salt
  • 1 æg
  • ca. 350 g hvedemel
  • 80 g blødt smør
  • remonce:
  • 100 g blødt smør
  • 100 g marcipan
  • 1 æble
  • 80 g sukker
  • 1 dl rosiner
  • pynt: æg og grofthakkede mandler

 

Så nemt er det: Start med at røre gær ud i mælk og tilsæt derefter sukker, salt og kardemomme. Rør det meste af hvedemelet i (gem ca. 50 g) og ælt så smørret i dejen i små klatter og fortsæt med at ælte, til dejen samler sig. Tilsæt også her det sidste mel. Dejen skal æltes et par minutter og ende med at være blød og smidig. Lad dejen hæve lunt i en skål dækket med et viskestykke i 1,5 time. Lav imens remonce. Riv æblet groft og pres noget af væsken ud med dine hænder. Riv marcipan groft og rør det sammen med det groftrevne æble, smør og sukker. Vend rosiner i.

Rul dejen ud til et rektangel på ca. 0,5 cm tykkelse på et meldrysset bord. Fordel remoncen langs midten, så der stadig er nok dej på begge sider til at dække fyldet. Fold siderne, en ad gangen, ind over fyldet og tryk enderne godt sammen og fold dem ind under dejen. Læg kringlen på en bageplade med bagepapir, pensl med et pisket æg og drys med grofthakkede mandler. Lad kringlen efterhæve i 20 minutter og bag den derefter ved 180 grader (varmluft) i cirka 25 minutter. Den skal være gylden uden på og gennembagt inden i.

 photo Signature_zpsd4755eed.jpg
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Grov spinattærte med hytteost og pinjekerner