✮ Glimt af december og januar ✮

Grønkålstærte med hytteost og nødder på kartoffelbund

 photo IMG_7250_zpsualck6h6.jpgVi er lige nu sidst på grønkålssæsonen, og det skal selvfølelig udnyttes. Jeg er ret vild med grønkål, men for at være ærlig har det ikke altid været sådan. Jeg har i lang tid syntes, at grønkål var lidt for groft og sundt, men nu ved jeg, at hvis du behandler den super sunde grøntsag rigtig, så kan det virkelig smage godt. Her er grønkålen smidt i en glutenfri tærte lavet på en kartoffelbund. Inspirationen til fyldet kommer fra Smagsløjer, og jeg kan godt love for, at det er en god kombi 😉

Det er første gang, at jeg kaster mig ud i en kartoffelbund, og jeg er virkelig overrasket over resultatet. Det er en super god, nem og hurtigere måde at lave tærte på. Jeg har som sagt fyldt den med masser af grønkål, men derudover er der også persille, hytteost, et touch af chili og en sprød nøddetopping bestående af hasselnødder og solsikkekerner, som passer virkelig godt sammen. Du kan sagtens skifte grønkål ud med spinat, og du kan også sagtens bruge bunden som basis til andre tærter som fx laks-spinat-hytteost, broccoli-røget laks eller måske spinat-gedeost-karamelliserede rødløg.

Husk at jeg lige nu er på backpackertur rundt i Asien // Du kan følge med på Instagram lige her.

Grønkålstærte med hytteost og nødder på kartoffelbund photo IMG_7235_zpsnp2yrafi.jpg
 photo IMG_7254_zpsexnfhooc.jpg

Grønkålstærte med hytteost og nødder på kartoffelbund

  • 1 stor bagekartoffel
  • 1 stort løg
  • 1 fed hvidløg
  • 200 g frisk grønkål, plukket af stilke
  • 3 æg
  • 3 store spsk hytteost
  • 1/2 dl mælk
  • 1 håndfuld frisk persille, grofthakket
  • 1 lille tsk chiliflager
  • 1 håndfuld nødder/kerner (jeg brugte hasselnødder og solsikkekerner)
  • salt, peber, olivenolie

 

Så nemt er det: Start med at skrælle kartoflen og skære den i meget tynde skiver (du kan evt. bruge mandolinjern). Smør eller spray en tærteform og fordel kartoffelskiverne på bunden og op ad siderne, og sørg for at skiverne går lidt ind over hinanden, da de trækker sig lidt sammen under bagningen. Drys med salt og peber og bag bunden i ovnen i 10 minutter ved 180 grader.

Lav imens fyldet. Hak løg og hvidløg fint og steg det på en pande med 1 spsk oliveolie i et par minutter. Skyl grønkål og hak det fint. Kom grønkålen op til løgene på panden og steg det i 5 minutters tid ved middelvarme, til det falder lidt sammen. Pisk æg med hytteost, chiliflager, persille og godt med salt og peber. Hak nødder groft men lad kerner være hele. Fordel grønkål på kartoffelbunden, hæld æggemassen over og drys med nødder og kerner på toppen. Tryk nødderne lidt ned i fyldet og bag så tærten ved 180 grader i cirka 30 minutter.

 

 photo Signature_zpsd4755eed.jpg
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

✮ Glimt af december og januar ✮