Sprøde kyllingefrikadeller med rødbede og hytteost

Svampet, glutenfri brownie – med sorte bønner!

Intens, glutenfri brownie - med sorte bønner! photo IMG_5804_zpspt3jpxzz.jpgSorte bønner? I en brownie? Ja, du læste helt rigtigt! Hvis du for et år eller to siden havde sagt til mig, at jeg ville komme til at lave en brownie med bønner og rent faktisk synes, at den smagte helt vildt godt, så havde jeg nok ikke troet på dig. Men det er også det, der er sjovt en gang imellem ved madlavning. At kaste sig ud i noget helt nyt, noget der måske lyder (lidt for) anderledes, og når resultatet så bliver så vellykket, så er det bare endnu bedre.

Jeg er ret vild med ideen om at bruge bønner i både madlavning og bagværk. Og hvis du ikke er skræmt væk endnu, så vil jeg helt sikkert anbefale dig også at kaste dig ud i det. I denne brownie kan bønnerne slet ikke smages. De giver til gengæld en god fugtighed og gør brownien mere fudgy og svampet – som en brownie helt sikkert skal være, hvis du spørger mig.

Intens, glutenfri brownie - med sorte bønner! photo IMG_5785_zpsqqw3nctn.jpg

Udover bønner har jeg også brugt kokosolie, en smule kaffe + grofthakkede mandler og mørk chokolade, og så er den både uden mel og smør. Den smager virkelig godt, så det er bestemt ikke sidste gang, at jeg kommer bønner i min kage 😉 Selv min (en smule skeptiske) familie var med på vognen og kunne ikke gætte, at der var bønner i. Tip: bag gerne kagen dagen før og lad den stå i køleskabet – det bliver den kun bedre af!

Intens, glutenfri brownie - med sorte bønner! photo IMG_5805_zpsgciwh0um.jpg
Intens, glutenfri brownie - med sorte bønner! photo IMG_5815_zpsgskt2vd6.jpg

Svampet, glutenfri brownie – med sorte bønner!

  • 70 + 50 g mandler
  • 1 dåse sorte bønner
  • 1/2 dl smeltet kokosolie
  • 1 nip salt
  • 1/3 tsk vaniljepulver
  • 3 æg
  • 1/2 dl stærk kaffe, afkølet
  • 150 g sukker (jeg brugte halv brun farin, halv kokossukker)
  • 60 g god kakao
  • 1 tsk bagepulver
  • 100 g mørk chokolade

 

Så nemt er det: Start med at riste 50 g mandler i ovnen i 5-8 minutter ved 180 grader. Blend de 70 g mandler til fint mandelmel (jeg brugte en minihakker) og kom det i en skål. Blend derefter bønner med kokosolie, vaniljepulver og salt til en fin pure. Kom pureen op i en skål og pisk det med æg og kaffe. Si kakao og bagepulver i og tilsæt også sukker og mandelmel og pisk det godt sammen. Hak de ristede mandler og chokoladen groft og vend det i dejen, fx med dejskraber.

Hæld brownie-dejen i en form (ca 22 x 22 cm), beklædt med bagepapir og bag kagen i cirka 25 minutter ved 175 grader varmluft. Lad kagen køle af på køkkenbordet og stil den derefter på køl for at blive helt kold (tro mig, den er bedst kold). Den bliver kun endnu bedre af at stå på køl til næste dag.

 

 photo Signature_zpsd4755eed.jpg
   

8 kommentarer

  • Karla

    Hvis man bruger tørrede bønner, hvor mange skal skal jeg så bruge?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna

      Godt spørgsmål! Jeg har lige måtte søge mig lidt frem til det… 😉
      Der skulle gerne gå cirka 100 gram tørrede bønner pr dåse (altså 240 gram drænede bønner).
      Skriv meget gerne hvordan det gik.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karla

      Resultatet blev ganske fint 🙂 Bare sørg for at udblød bønnerne og derefter kog dem helt møre. Dem jeg havde var et par år gamle og skulle derfor udblødes lidt længere.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna

      Tak for tip! Det er der helt sikkert nogle, der kan bruge.
      Dejligt at den smagte godt 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bettina

    Hvor køber I sorte bønner?…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Bartels

      Hej Bettina.
      Jeg køber dem i større supermarkeder (fx Føtex) og bruger altid dem på dåse – i hvert fald til en kage som denne 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Melanie

    Lækkert! Som altid, den skal prøves… tænker at udskifte sukker med sukrin gold, hvordan mon det ville virke ? Kh Melanie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna Bartels

      Hej Melanie.
      Tak for sød besked! Jeg har faktisk aldrig kastet mig ud i sukrin, så det kan jeg desværre ikke svare dig på.
      Men mon ikke det virker? Jeg ved ikke rigtig, hvor meget du så skal bruge. Det ved du nok bedre end jeg, hvis du har brugt det før.
      Skriv endelig hvad du finder ud af!
      Kram Anna

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sprøde kyllingefrikadeller med rødbede og hytteost