Spicy græskarsuppe med æble, gedeost og ristede græskarkerner

Sprød æblegranola med kokos, mandler og tørrede figner

Sprød æblegranola med kokos, mandler og tørrede figner photo IMG_6191_zpsnkzewffn.jpgDet her er en rigtig knasende efterårsgranola helt uden sukker og i stedet fyldt med varme krydderier og æbler fra æbletræet i haven, kogt til mos. Hver morgen spiser jeg en skål A38 med sprød granola på toppen, og det plejer at være hjemmelavet banan granola (hvis du ikke har prøvet den endnu, har du mine varmeste anbefalinger!). Jeg kunne faktisk ikke forestille mig en hverdagsmorgen uden. Men da jeg så, i sidste uge, fik tilsendt nogle lækre produkter fra Urtekram, så tænkte jeg, at det måtte være tid til at prøve en ny version. 

Det hele starter med, at du laver en æblemos, og det tager altså ikke mere end 15-20 minutter. Æblemosen røres så sammen med resten af ingredienserne, og du ender med den mest duftende portion efterårsgranola. Den er knasende sprød, har smag fra æbler og kanel og er fyldt med mandler og græskarkerner, der bliver ristede inde i ovnen. Derefter er æblegranolaen rørt med ristede kokosflager og små stykker af tørrede figner, der giver et sødt modspil – det er helt sikkert blevet en konkurrent til den sædvanlige banan granola.

 photo IMG_6192_zpshfwzlpre.jpg
 photo IMG_6198_zpsgkgmfsxo.jpg

Sprød æblegranola med kokos, mandler og tørrede figner

  • 300 g æblemos, afkølet (kogt af 2 store æbler i tern med 1/2 dl vand under låg i cirka 15 minutter)
  • 3 spsk kokossirup fra Urtekram (eller anden sirup/honning)
  • 2 spsk kokosolie, flydende (kan udelades)
  • 400 g grovvalsede havregryn
  • 1,5 spsk stødt kanel
  • 3/4 dl græskarkerner
  • 1 god håndfuld mandler
  • 1 håndfuld ristede kokosflager
  • 12 tørrede figner, kvarte

 

Så nemt er det: Start med at blande afkølet æblemos med kokossirup og eventuelt kokosolie i en skål. Bland havregryn, græskarkerner, mandler og kanel i en anden skål og rør indholdet fra de 2 skåle sammen – gerne med hænderne.

Bred granolaen ud på en bageplade med bagepapir og giv det først 15 minutter ved 180 grader. Skru ned på 140 grader, hak lidt i det med en ske og giv det så 25 minutter mere. Sluk for ovnen og lad det stå på eftervarmen, til det er helt sprødt. Lad granolaen afkøle helt på køkkenbordet og hak så igen lidt med en ske, så der ikke er store klumper. Vend til sidst granolaen med figner i kvarte og kokosflager og opbevar det i en lufttæt boks.

 photo Signature_zpsd4755eed.jpg
   

2 kommentarer

  • Hvor ser den lækker ud Anna, og der er intet der slår kanel og æbler. Så den bliver jeg nødt til at lave herhjemme også 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna

      Det er jeg glad for at høre Heidi!
      Tusind tak – håber du kan lide det :*

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Spicy græskarsuppe med æble, gedeost og ristede græskarkerner