Sprød æblegranola med kokos, mandler og tørrede figner

Guide til Paris ♡

 photo IMG_6118_zpshum7miw3.jpgFor et par uger siden tilbragte jeg en forlænget weekend i Paris med min søde mor, og det var simpelthen den skønneste tur. Inden jeg tog afsted gennemsøgte jeg nettet for at finde små guides og tips til den fine storby, men der var ikke så meget, som jeg havde håbet på. Jeg fik derfor den ide, at jeg ville lave en rejse- og spiseguide til jer, så snart jeg kom hjem. Og det er hvad, jeg har gået og brygget lidt på nu. En guide til Paris – både til ‘what to do’ og ‘where to eat’ samt et par tips og lignende, og jeg håber, at I vil tage godt imod den.

Jeg er simpelthen vild med denne by. Paris. Jeg er vild med de flotte bygninger, den lækre mad, solskin, stemningen, de parisiske mennesker… Jeg kunne blive ved, for det er virkelig en dejlig storby. Jeg vil anbefale at besøge byen enten sidst på efteråret, i løbet af sommeren eller først på efteråret (i forhold til vejret). Vi var der i slutningen af september og havde cirka 20 grader og solskin.

Guide til Paris photo IMG_6065_zpsd1xi8buf.jpg

Når du ankommer til lufthavnen Charles de Gaulle kan du tage RER-toget ind til centrum af Paris. Det tager cirka 35-40 minutter, afhængigt af hvor du skal af. Vi boede på Hotel Emile (2 rue malher) i Marais kvarteret – det kan virkelig anbefales! Små, men fine værelser til en rimelig pris med simpel morgenmad bestående af baguettes, croissant, juice og the/kaffe.

Paris er en rimelig stor by, men det lykkedes faktisk min mor og jeg at gå rundt alle 3 dage (cirka 20 km pr dag). Men jeg vil være ærlig at sige, at vi fik VIRKELIG ømme fødder, så det kan kun anbefales, hvis du er med på det. På den anden side vil jeg dog også sige, at man ser byen på en helt anden måde på gåben. Man ser alle de små gader og gemte butikker, som man ellers ikke ville have fundet. Hvis du hellere vil tage metro eller måske halvt af hver, så er det virkelig nemt at komme rundt på den måde. Der er stationer over det hele, og du kan vist købe et 10-turs kort.
Guide til Paris photo IMG_6044_zps1o2vzmhe.jpg
Guide til Paris photo IMG_6045_zpsgemczm8n.jpg

What to do in Paris?

♥ Besøg Louvre museet (99 rue de Rivoli), hvor du blandt andet kan se Mona Lisa-maleriet. Det er dog verdens mest besøgte museum, så der kan være virkelig lang kø. Da vi ankom, var der 1,5 times kø, så vi besluttede bare at se det udefra, hvilket også kan anbefales. Fra Louvre kan du gå ned til Place de la Concorde og derfra gå ad den mest kendte gade i Paris: Avenue des Champs-Élysées, der er 2 km lang, fyldt med dyre butikker og slutter ved Triumfbuen, der er en af de mest kendte bygninger i Paris.

♥ Man kan heller ikke besøge Paris uden at have været oppe i Eiffeltårnet (Champ de Mars). Det er virkelig smukt og meget højt oppe! Hvis du er frisk på at tage de 688 trin op og ned, så kan jeg anbefale det. Køen er nemlig kortere end ved elevatoren, det er en smule billigere og så får du endnu mere udsigt for pengene på vej op (og pulsen i vejret).

♥ Gå en tur langs Seinen eller tag en sejltur a la kanalrundfart. Floden er 800 km lang, løber gennem hele Paris og deler byen i 2 dele. Midt på Seinen ligger 2 små øer i forlængelse af hinanden: Île de la Cité og Île Saint-Louis. Den første er den største og her ligger blandt andet katedralen Notre Dame, der er mere end 800 år gammel og dermed en af de ældste bygninger i Paris (6 Parvis Notre-Dame – Pl. Jean-Paul II). Der kan være mange mennesker, så besøg den tidligt på aftenen.

Guide til Paris photo IMG_6047_zpsvkyp5bqm.jpg
Guide til Paris photo IMG_6054_zpsuuxv3prc.jpg
Guide til Paris photo IMG_6103_zpsdfwwfnvi.jpg
Guide til Paris photo IMG_6112_zpsdrunhq5p.jpg

♥ Paris er delt op i kvarterer, hvor det er hyggeligt bare at slentre lidt rundt. Du kan fx gå rundt i Latinerkvarteret, der er et af de ældste. Her er der mange gode spisesteder, og du kan besøge Panthéon eller se universitetet. Jeg kan også anbefale Marais kvarteret, hvor vi boede. Her er også gode spisesteder og gennem området løber gaden Rue de Rivoli, hvor der er gode shoppingmuligheder. Længere oppe nordpå ligger Montmartre kvarteret, der er en 130 meter høj bakke – det højeste punkt i Paris, der før i tiden var en lille forstad til byen. Her finder du blandt andet den smukke kirke Sacré-Coeur (35 Rue du Chevalier de la Barre) og det kendte kabaret Moulin Rouge (Boulevard de Clichy 82).

♥ Et af de steder, som du muligvis også har hørt om, er broen Lovers bridge (Pont des Arts), som er kendt for sine mange hængelåse hængt op af kærestepar. Selve broen er desværre blevet tømt for låsene, da den var ved at bryde sammen under vægten, men der hænger fortsat hængelåse ved siderne, og det er bestemt stadig værd at se.

♥ Besøg en af de mange parker som fx Jardin du Luxenbourg, hvor du kan sætte dig på en bænk i solen med en kop kaffe eller en god madpakke. Der er eksempelvis mange steder, hvor du kan købe små lækre madtærter eller baguettes til at tage med. Derudover vil vi også gerne have besøgt Cimetiére du Pére-Lacheise, som er den største kirkegård i Paris og skulle være meget smuk. Vi nåede det desværre ikke, så det er på listen til næste gang sammen med Versailles slottet, der ligger lidt udenfor byen.

Guide til Paris photo IMG_6166_zpsasjaa6sk.jpg
 photo IMG_6170_zpsbneeaspp.jpg
Guide til Paris photo IMG_6140_zpsiltugbip.jpg

Where to eat in Paris?

♥ Du kan nærmest ikke være i Paris uden at have smagt de verdensberømte falafler fra L’As du Fallafel (34 Rue des Rosiers). Stedet lå heldigvis tæt på vores hotel, så vi smuttede derhen efter at have tjekket ind den første dag. Der var lidt kø, men det gik rimelig hurtigt og pludselig stod vi med en stor hjemmebagt pita i hånden fyldt med sprøde grøntsager, stegt aubergine, de sprødeste falafler og en lækker hummus/tahin-lignende dressing for bare 6 euro. Den var virkelig god og kan klart anbefales.

♥ Om aftenen spiste vi på bistroen La Favorite, som lå lige nedenunder vores hotel. Stedet var hyggeligt indrettet, lidt a la 80’s diner møder fransk bistro, og jeg fik en god lakseburger med fritter og estragonmayo. Prisen var måske i den dyre ende af middel, men betjeningen og stemningen var god.

♥ Hjemmefra havde jeg hørt også om et andet godt frokost-sted, så da vi en af dagene havde trasket rundt hele formiddagen i Montmartre kvarteret, satte vi kursen mod Frenchie to-go (9 Rue du Nil). Her fik vi den lækreste fish ´n´chips med ærtepure og dilddip og delte en endnu mere lækker peanut-choko cookie. Dette sted kan altså også varmt anbefales!

Guide til Paris photo IMG_6039_zpsx3tewggx.jpg
Guide til Paris photo IMG_6174_zpsaloyebiu.jpg

♥ Til aften var jeg på Instagram blevet tippet om La Petite Perigourdine (39 Rue des Écoles) – et populært sted syd for Île de la Cité. Vi ankom og havde ikke bestilt bord, så vi måtte sidde ude, da de var fuldt bookede. Det havde vi dog ikke noget imod, så vi sad på den mørke gade med hyggelige gadelamper, så på mennesker og fik varmende fransk løgsuppe med ostegratinerede brød og derefter en sprød chevre chaud salad med honning og timian – begge virkelig lækre.

♥ I paris kan du heller ikke tage hjem uden at have fået en fransk croissant. Det er svært at gå ned af en gade uden at støde på et pâtisserie med nybagte croissanter, baguettes eller små fine kager. Derudover må du også besøge en chocolatier, der minder lidt om en bland selv chokolade butik med god kvalitets chokolade. Her kan jeg anbefale Maison George Larnicol på Rue de Rivoli, som vi besøgte (flere gange 😉 ) og fandt 2 favoritter: et lyserødt æg med mælkechokolade og saltkaramel + en trøffel dyppet i mørk chokolade og rullet i knasende kakaonips. G U F.

Guide til Paris photo IMG_6153_zpsgyd6x7ih.jpg
Guide til ParisGuide til Paris photo IMG_6161_zpsdkpz2gs9.jpg
 photo IMG_6074_zps7demkcur.jpg

Jeg håber, at I kan bruge guiden til noget og skriv endelig en kommentar, hvis I er stødt på andre steder i Paris, så vi kan inspirere hinanden.

 photo Signature_zpsd4755eed.jpg
   

10 kommentarer

  • Nicoline

    Virkelig godt indlæg!
    Er i gang med at planlægge tur til paris, så det var lækkert med sådan noget inspi! 😉 knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna

      Fedt Nicoline – det er jeg glad for at høre!
      Du må have en rigtig dejlig tur, når du når dertil 😉
      Kram Anna

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor skøn en guide Anna! Jeg tager til Paris om en måned, så det er top-dejligt at få lidt ekstra inspiration.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna

      Det er jeg virkelig glad for at høre Linn!
      Jeg håber, at du får en rigtig dejlig tur :*

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise H

    Dejlig rejsebeskrivelse fra Paris og flotte billeder! Men årh, det er synd, at I ikke stod i kø til Louvre – det er det værd. Ikke for Mona Lisas skyld, men for de fantastisk flotte rum, som kunsten er udstillet i. Så flotte sale, stuer, rum osv. med udsmykninger på gulve, vægge og lofter – der er noget overalt. Kan godt forstå, at de danske guldalderkunstere blev inspireret. Og sjovt at se Thorvaldsens Museum, når man har været på Louvre – det er en lille kopi, hvor de små rum også er fint dekorerede – bare i miniformat 🙂 Og så er der Rosenborg Slot, hvor de også har forsøgt at dekorere vægge og lofter efter samme fine koncept, men i stedet for dyre materialer har kunstnerne malet på lofte og vægge, så det ligner marmor og guld, osv, men bestemt ikke er det. Og næste gang I er i Paris må I også på Ladurée med de fornemme macarons, kager og chokolade – og tilhørende merchandise. Man kan være sikker på, at der står 90% amerikanske kvinder i køen, der alle er ved at dåne over det hele! 🙂 https://www.laduree.com/en_int/

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna

      Tusind tak Louise!
      Ja jeg ved det godt… Louvre (indeni) står også på listen til næste gang! Især efter din fine beskrivelse, så skal det ihvertfald ses 😉 Det kan være, at det hjælper at komme lidt senere på dagen?
      Ladurée havde jeg faktisk også hørt om, vi nåede det bare ikke. Men jeg kan næsten se det for mig med alle de amerikanske damer, som du beskriver, der er ved at dø over alle de fine ting, haha – det skal opleves næste gang!
      Tak for inspirationen <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Min søster er fornylig hjemvendt fra Paris og efter at have læst dine oplevelser og hørt om hendes, så længes jeg godt nok efter at besøge den smukke by. Og så ville jeg virkelig gerne smage den falafel! :yum:

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michael

    Man kan desværre ikke se billederne fra dit ellers gode indlæg? Den skriver noget med “Photobucket…”. Har nu prøvet i flere forskellige browsere -uden held! Vil nemlig gerne bruge dit indlæg som lokkemiddel overfor min datter 🙂
    Ellers meget fint indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna

      Hej Michael.
      Tak for beskeden – jeg har rettet det med det samme!
      Det burde virke nu…
      Jeg håber, at du får lokket din datter med til Paris. Det er en dejlig by 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sprød æblegranola med kokos, mandler og tørrede figner