Spansk tortilla med kartofler, spinat og ost

Scones med chokolade

IMG_4606Mmh hvor jeg elsker scones! Jeg har i lang tid været på jagt efter en opskrift, der kan slå de fantastiske scones, man kan købe hos Reinh Van Hauen. Har du mon smagt dem? Jeg må (måske) indrømme, at scones bare er en af de ting, som man ikke kan lave bedre selv – jeg vil dog mene, at denne opskrift sørme er tæt på!

For mig er en god scones en smule salt, har en næsten flagende struktur og er smør-sprød i bunden. Opskriften er inspireret af Cecilie Svensson, og det er klart de bedste scones, jeg har bagt indtil videre. De er virkelig nemme at lave, og så har de præcis den konsistens, hvor de kan brækkes over med hænderne, altså hvor dejen er en smule flaget. Derudover er de en smule salte, som scones efter min mening skal være, og så er de fyldt med store, chunky stykker af mørk chokolade og citronskal.

Det smarte (og måske også lidt farlige) ved disse scones er, at de kun tager cirka 25 minutter at lave. Tænk … om 25 minutter kunne du tage en friskbagt scones ud af ovnen, smøre den med et godt lag tandsmør og spise den til en god kop the. Det lyder ikke helt dårligt vel? 😉

Hvad er din holdning til scones ift. forskellen mellem købe- og hjemmelavede?

IMG_4598IMG_4611

Scones med chokolade (10-12 stk)

  • 350 g hvedemel
  • 4 spsk sukker
  • 3/4 tsk salt
  • skal fra 1 øko citron
  • 0,5 tsk natron
  • 1 tsk bagepulver
  • 150 g koldt smør
  • 1,75 dl kærnemælk
  • 100 g mørk chokolade
  • mælk til pensling

 

Så nemt er det: Start med at blande mel, sukker, salt, fintrevet citronskal, natron og bagepulver i en skål. Skær smørret i mindre tern og gnid det i de tørre ingredienser med hænderne til en smulder-lignende konsistens. Der må gerne være små klumper af smør, det giver kun en bedre scones.

Hak chokoladen groft og vend det i. Lav en fordybning i midten, tilsæt kærnemælken her, og saml hurtigt dejen uden at ælte. Jo mindre du ælter dejen sammen, jo bedre vil dine scones blive. Tryk dejen ud på en let meldrysset bord til 2-3 cm i højden og brug herefter et lille glas eller decilitermål på cirka 6 cm i diamter til at trykke scones’ne ud med. Kom dem på en bageplade med bagepapir, pensl med mælk og drys med en smule sukker. Bag dem ved 220 grader (over- undervarme) i cirka 12 minutter, til de er gyldne – skru eventuelt lidt ned til sidst. Lad de nybagte scones afkøle og spis dem herefter med et godt lag tandsmør eller lemon curd.

IMG_4609

 photo Signature_zpsd4755eed.jpg
   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Spansk tortilla med kartofler, spinat og ost