Spaghetti Aglio Olio e Limone

Frisk yoghurtis med ferskner ☼

En skøn, frisk yoghurtis med ferskner, vanilje og citronskal

Jeg elsker is! Især her om sommeren, og jeg har i lang tid haft lyst til at prøve at lave yoghurtis, også kaldet fro’yo – her i en variant uden sukker.
Min veninde og jeg havde gået og snakket om at lave noget med ferskner, og derfor besluttede vi os for at lave denne yoghurtis med ferskner, vanilje og citronskal.

Det er en dejlig, frisk is som fungerer rigtig godt som en eftermiddagssnack eller en sund dessert. En is med mild smag af fersken, små vaniljekorn og et lille pift fra citronskallen. Jeg har brugt en smule honning, som fremhæver smagene i isen, men ellers er isen helt uden sukker.

Du skal helst have en ismaskine, men kan også lave det uden – isen kan dog godt krystallisere, sørg derfor for at sætte den i fryseren og røre hver halve time for at undgå så meget krystallisering som muligt, hvis du altså ikke bruger ismaskine.
Jeg lavede yoghurtisen med græsk yoghurt 2 % fedt, men næste gang vil jeg prøve med 10 % for at få en endnu mere cremet konsistens.

*Tip: du kan også lade være med at køre den på ismaskine og bare spise den som en skøn, smagsfuld yoghurt, evt. med lidt mysli på (find en lækker opskrift på crunchy mysli her)



Frisk yoghurtis med ferskner
cirka 4 portioner

500 g ferskner, rimelig modne
250 g græsk yoghurt 2% (brug gerne 10 % for mere cremet konsistens)
2 spsk honning
korn fra 1/2 vaniljestang eller et par drej på en vaniljekværn
fintrevet skal fra 1 citron


Så nemt er det: 
Start med at skære ferskenkødet fra stenene og smid stenene ud. Jeg lod skrællen være på, fordi der sidder en masse vitaminer og sikkert også smag i, men du kan godt fjerne den, hvis du vil have en helt ensfarvet is.
Blend fersknerne sammen med resten af ingredienserne og smag evt. til med mere honning, hvis du synes, at den kan trække lidt mere sødme.
Kør nu den blendede ‘yoghurt’ på ismaskinen, indtil den har konsistens som tyk softice.
Spis den med det samme eller smid den i fryseren et par timer.

Sommer og solhilsner,
Anna ?

 photo Signature_zpsd4755eed.jpg
   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Spaghetti Aglio Olio e Limone