Bagt æblekage med crumble-top

Brændende kærlighed med ekstra grøntsager

Brændende kærlighed med ekstra grøntsager
Kartoffel/pastinak mos med løg-bacon-gulerod-spidskål-dild-drys

En gang imellem er det rart med en god, gammeldags, klassisk ret – og endnu bedre, hvis man lige fortolker den til en nyere og mere moderne version. Det var det, jeg gjorde her med min moderniserede version af brændende kærlighed med ekstra grøntsager.

Den består af en rodfrugtmos på kartofler og pastinakker og tilføjet citronskal. Mosen er udover den klassiske bacon og bløde løg også toppet med stegt spidskål og gulerødder for at give ekstra bid og ekstra grønt. Det er en super lækker comfort food ret, som bare skal nydes i en skål med en ske på en kold dag. Hvis der er elementer som spidskål, løg, pastiknak eller lignende, du ikke bryder dig om, kan du bare fjerne dem – og lige erstatte med kartoffel, hvis det er pastinak.

Læs også: Knuste kartofler med hvidløgssmør / Ovnbagte søde kartofler med fetacreme / Bagte fyldte kartofler med hytteost

Brændende kærlighed med ekstra grøntsager (til 3 personer)

  • Mos: 2 store pastinakker
  • 6 store kartofler
  • 1 stor spsk smør
  • Skal fra 1 citron – evt. lidt citronsaft
  • Salt og peber
  • Topping: 4 gulerødder
  • 2 rødløg
  • 1/2 spidskål
  • 200 g bacon i tern
  • Frisk dild

Så nemt er det: Start med at skrælle pastinakker og kartofler og skære dem derefter i store tern. Kog dem i en gryde med usaltet vand i ca 25 minutter – eller indtil de er møre. Gem lidt af kogevandet, ca 1/2-1 dl, og hæld resten af vandet fra. Mos kartoflerne (jeg bruger kartoffelmoser, men du kan også bruge en gaffel eller piskeris) sammen med lidt af kogevandet, smør, salt og peber til en grov mos. Smag til med citronskal og evt. mere salt og peber.

Imens kartofler og pastinakker koger, skal du skrælle gulerødder, pille løg og skylle spidskål. Skær gulerødder, løg og kål i små tern. Start med at stege bacon på en tør, varm pande. Når ternene er sprøde, skal du tilsætte gulerødder, rødløg og spidskål. Steg det sammen i ca 5 minutter, til løgene er blevet bløde og klare i farven. Gulerødderne må stadig gerne have lidt bid. Anret mosen i en skål med toppingen ovenpå og drys med frisk dild.

 photo Signature_zpsd4755eed.jpg

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bagt æblekage med crumble-top