Brusebadsboller

Kanelbrød

Når dette kanelbrød bager i ovnen, spreder der sig en fantastisk duft af kanel og kage i hele huset, og når det friskbagte brød skæres i tykke skiver, er det svært at holde fingrene fra det!
Den første dag i det nye år, 2013, skulle fejres med noget lækkert. Derfor blev der herhjemme, i huset ude på landet, lavet kanelbrød. Man kan jo faktisk ikke rigtig kalde det kanelbrød. Det kan godt være det ligner brød, men det smager ligesom kage, og det smager rigtig godt. Jeg har altid været fan af kanelbrødene fra bageren, og så smager de altså bare lige en tand bedre, når man bager dem selv… Mums! Det smagte virkelig godt, og var luftigt og havde masser af god smag. Jeg blev overrasket over, at der var et stort hul i midten (kan ses på billedet under), men det gjorde overhovedet ikke noget, det var kun sjovt 😉
(til et brød – tid: 25 min, hævetid: 1 time, bagetid: 30 min)
Du skal bruge: 
2 dl sødmælk
100 g smør
50 g gær
2 æg
1 tsk kardemomme
1/2 tsk kanel
2 spsk rørsukker
1 tsk salt
ca 500 g hvedemel
En aflang brødform (2 l)
Kanelfyld:
150 g blødt smør
80 g sukker
1 spsk kanel
Glasur:
200 g flormelis
1/2 dl kogende vand

Så nemt er det: 
Varm forsigtigt mælk og smør op i en gryde, til smørret er smeltet. Tag gryden af varmen og lad blandingen køle lidt af, til den er lillefingervarm (ca 37 grader). Smuldr gæren i en stor røreskål, hæld den lune mælkeblanding over og rør til gæren er opløst.
Slå æggene ud i skålen og rør godt rundt. Tilsæt så kardemomme, kanel, rørsukker, salt og 3/4 af hvedemelet, og rør det hele sammen til en ensartet dej. Ælt dejen godt igennem med resten af hvedemelet. Lad den hæve i skålen et lunt sted med et rent viskestykke over i 30 minutter.
Kanelfyld: Rør smør, sukker og kanel sammen i en skål til en ensartet, blød masse. 
Drys mel på bordet, og rul dejen ud med en kagerulle til en firkant på ca 25×25. Smør kanelfyldet på dejen i et jævnt lag, men undlad at komme fyld på 10 cm af dejstykket. Rul dejfirkanten sammen som en roulade omkring kanelfyldet, men stop, når du når til den 10 cm brede kant, som du ikke har smurt fyld på. Skær denne dejkant i brede strimler, og flet dem ind over brødet, så der kommer en masse “krydser” af dejkant på brødet. Læg brødet i en brødform med bagepapir. Lad brødet efterhæve tildækket i 30 minutter et lunt sted. Tænd ovnen på 195 grader. Bag brødet i ovnen i ca 30 minutter. Lad det køle af på en bagerist. Glasur: rør flormelisen sammen med kogende vand til en tyk masse, og hæld glasuren over det afkølede brød.

Du kan evt servere kanelbrødet i skiver med koldt smør på, Mhhh!!

Anna

 photo Signature_zpsd4755eed.jpg
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Brusebadsboller